Så kom slagteren

I uge 39 blev 16 dyr slagtet. 12 lam og 4 får.

Det er da specielt, først at fodre på dyrene, for derefter blot at slagte dem. Men sådan er det nu engang. Ingen pladder-romantik her. Desværre blev det som vi frygtede og som vi kunne se på størrelserne af lammene – de vejede ikke så meget.

Et par lam lå på en slagtevægt over 20 kg, de øvrige under. Det er resultatet af, at lammeskjulet var bygget for småt og gav de svageste/yngste så meget kam til håret(ulden), at de tabte og derfor ikke tog så meget på, som tiltænkt. Dette løses til næste år. Fåreavleren er gået i tænke- og planlægningsboks. At vi også slagtede 4 får handler om, at vi går ned på en grundbesætning på 6 moderdyr og 1 vædder.

Vores stald og marker klarer ikke flere. Ormepresset bliver for stort når dyrene spiser græsset for hurtigt. De skulle gerne kunne gå 3 uger på et areal og derefter rykkes til et nyt. Der var 28 dyr for mange, efter blot en uge havde de ædt græsset. Med 6 moderdyr får vi jo tilsvarende færre lam, og det hele skulle derfor gerne resultere i større lam.

Efter afhentning af dyr søndag formiddag og slagtning mandag, blev det afhentningstid torsdag. Mellem kl. 16 og 17 myldrede det ind med dem der havde bestilt lam. Eftersom det er første gang vi har prøvet dette, var der visse tilpasninger, både i pris og hvem der skulle have hvilket lam. Alt i alt gik det fint og alle lam drog bort. Nogle i hel figur, andre i mindre udskårne portioner.

Herefter startede vi med at partere de dyr vi selv skal spise og derefter putte det i poser til fryseren. Et par lam der skal til Sjælland måtte vi også putte i poser. Det blev en laaaang aften og vi gik durk på hovedet i seng efterfølgende.

Vi har fået et par tilbagemeldninger fra nogle af dem der har købt, og de har kun været positive. Så det kan godt være lammene er små, men de smager godt. Og det er jo det vigtigste.