Lammetid

Nu er det sådan med naturen, at den er ustyrlig. I hvert fald hos os.

Vi regnede med, og forventede lam ultimo marts eller primo april. Det var ligesom det vi havde regnet os frem til. Men fårene ville noget andet. Allerede lørdag den 24-2 om morgenen var der lam.

Lars kunne da godt høre anderledes lyde fra stalden da han nærmede sig, men troede at det var en kat der havde forvildet sig derind. Men nej, nr. 89 havde fået to sunde lam – et gimmerlam og et vædderlam. Det var også nr. 89 der var et af de første til at lemme sidste år.

Alt var fint og begge lam er i gang med at die, sove, tisse og hvad små lam nu engang bruger deres tid på.
Nr. 82, som er vores mest tamme og kærlige får, ser også ud til, at det ikke kan vare længe inden der kommer lam. I dag, i morgen?
Vi har kun et får vi er i tvivl om er med lam. Vi bruger jo ikke scanning som de gør i de større fårehold, vi afventer og bliver bare glade for dem, der kommer.
En spændende tid vi går i møde – og nu ved vi jo så, at vi har lam at fremvise til Fårets Dag den 31-3.
Vores søn mente at det var et koldt tidspunkt at blive født på, med den kulde der loves i den kommende uge. Men lammene er jo skabt til det – at fryse (eller komme i fryseren). Spøg til side – de er skabt til at holde varmen, også ved mange frostgrader. Så alt skal nok gå.