Nu er efteråret kommet, og med det klippetid.
Alle blev klippet og er nu fine og syner meget små. Det er de dog ikke, for lige før klippetid blev alle vejet. Og selv om det har drillet i år, med tørke, med tyndskid og orm – så har alle lam nået en vægt vi godt kan være tilfredse med.
Det største lam vejede sidst i august 47 kg, hvilket gerne skulle give en slagtevægt på de ønskede 18-22 kg.
Vi har indkøbt ny vædder – en lys grå fyr med masser af fine gotlænderkrøller. Det håber vi kan ses på næste års lam og efterfølgende skind. Vi har døbt ham Henri (med fransk udtale, naturligvis).
Han er fra foråret 2018 og en lille fis i forhold til fårene, men i skrivende stund er han allerede begyndt at hoppe på madammerne.
Vi har besluttet at skifte lidt ud blandt moderdyrene og supplere med et par stykker udefra. Måske ender vi på 8 moderdyr fremfor de 6 vi har nu.
Nærmere om det senere.
Slagteriet er bestilt, så den 28-10 hentes lammene (og et par får) til slagtning. Alle er solgt, så vi klager ikke.
I løbet af sommeren er stalden blevet renoveret. Der er kommet ovenlys, så vi ikke får vinterdepressive får, ligesom væggene er blevet kalket og loftet er fjernet. Med loftet fulgte i øvrigt spandevis af rottelort, så det er nok meget godt. Rotterne har fremover ikke samme mulighed for at lave reder på loftet og skjule sig for os.
Lammene er taget fra fårene, det gik uden den helt store ballade og vi har ikke haft udbrydere der har forsøgt at finde tilbage til deres mor/lam. Til gengæld er vædderlammene lidt hårde ved hinanden.
De kæmper om pladsen i hierarkiet – helt naturligt.


