Vi lærer hele tiden nyt

For jer der har nærlæst indlægget om, at vi har brugt væddersele – I er blevet misinformeret.

Får går ikke drægtige 152 dage. Ihvertfald ikke vores.

Vores yngste søn har lavet et excel-ark, hvori vi kan taste ilæmningsdato (husk vi brugte væddersele 😊) og læmningsdato.

Og hold da op hvor vi kunne regne med datoen.

Selv gimmerne passede. Så vi vil igen i år bruge væddersele med kridt. Men det viste sig, at vores får går drægtige 143 dage!

Det betød så, at mens vi var på påskeferie kom de sidste 5 lam.

Det endte med 19 lam ud af 9 får – heraf 2 gimmere. Et meget flot og acceptabel antal. Vædderen får endnu en sæson, med det flotte resultat. At vi så måtte aflive det største og flotteste lam pga. bløde nyrer – antager vi – var ærgerligt.

Men i skrivende stund, og max 2 måneder før slagtetid, har vi 18 flotte levedygtige lam, der tager fint på.

Ellers er forårssæsonen forløbet uden de store vanskeligheder. Vi har styr på det! Troede vi!

For gennem Fynske Fåreavlere deltog vi I et orme- og parasitkursus.

Dyrlæge Inga Stamphøj fra Lolland underviste os i, hvordan vi nemt kunne spotte eventuelle indvoldsorme hos vores dyr. Og da vi mindst ventede det opdagede vi på dette kursus, at der var for mange æg i vores gødningsprøver.

Vi så ingen diarre eller andet der skulle få lamperne til at lyse, men der var for mange æg. Derfor havde dyrene blodorm, hæmonghus, dog endnu ikke i så højt niveau at dyrene var meget syge og døden nær. For det er jo hvad der sker. Dyrene kan dø af hæmonghus. En orm der lever i løben og drikker de røde blodlegemer.

Heldigvis deltog vi i kurset, opdagede problemet, behandlede dyrene, og næste gødningsprøve var fin. Pyh ha, det kunne have udviklet sig til et mareridt.

Nu er kunsten så at holde øje, tjekke gødningsprøver, og handle i god tid. Efter sommerferien er der igen 2 kurser med Inga Stamphøj, så kan vi følge dyrene indtil slagtetid.

Det kan hurtigt gå godt eller galt, når man har med dyr at gøre.

Som vi plejer når dyrene er på græs skal stalden optimeres. Denne gang med 2 porte, og forhåbentligt lidt mere glas/lys, så vi ikke får vinterdepressive får. Selv om vi har tændt lyset vinteren igennem.

I år har vi haft udbrydere. Ikke fordi fodermesteren har glemt at lukke til dyrene, men fordi de kunne gå udenom en pæl og finde grønnere græs hos naboen.

Dette show fik vi hurtigt stoppet med en ekstra pæl og buskrydning under den nederste tråd, så der virkelig kom tryk på strømmen.

Vi har netop hentet skind der er kommet retur fra garvning i Sverige. De kan ses her og kan købes ved at kontakte os. De er fine og en god blanding af korte og langhårede.

Flere fåreejere klager over tørt græs hvor de er nødt til at fodre ved siden af. Det gør vi ikke. Vi har masser af dejligt grønt til dyrene. Det skyldes naturligvis at de blandt andet går på et eng-område.

God sommer til jer alle.