Racen stammer fra den svenske ø Gotland. De er gode avlsdyr, har fint skind og uld og har kød af høj kvalitet. Det udvoksede får vejer 60-70 kg og vædderen ca. 20 kg mere.
Lammene skal veje 35-45 kg i levende live og have en slagtevægt på 16-22 kg Kødet er magert, med vildtagtigt smag og kaldes Gotlam. Vi har i år 17 lam og sælger gerne lam, så kontakt os. Vi sælger også lammene til levebrug.
Gotlænderen har også en fantastisk pels. Den varierer i nuancerne lys-, mellem og mørkegrå. Vi satser i år på at få mørke skind, idet vores vædder Kong Henrik, er mørkegrå og meget krøllet. Det håber vi kan ses på de kommende lammeskind. Vi sender skindene til Sverige hvor de garves og efterfølgende vil disse sættes til salg på denne hjemmeside.
Vores får bliver klippet to gange om året, og vi har derfor en del uld. I husstanden er der ingen der strikker, men hvis vi renser 15 kg uld, kan det sendes til Sydfyn og laves til det lækreste uldgarn. Sig til, hvis nogen er interesseret.
Vores første oplevelser med læmning.
Jo, nu er det jo sådan, at vi begge stadig er på arbejdsmarkedet og derfor ikke har muligheden for at være hjemme hos fårene hele dagen. Det er derfor vigtigt, at vi har får der kan klare sig selv og med så lidt opsyn som muligt. Især i læmmeperioden er det vigtigt. Og gotlænderen skulle netop kunne klare disse ting selv.
Vi var så heldige at have ferie i uge 10 i år, og det var heldigt. For netop i denne uge startede læmningen. Langt de fleste klarede det fint, men de førstegangsfødende gimmere havde brug for lidt hjælp. Vi måtte lige trække lidt i lammets forben. Både fordi det var nogle store lam, men også fordi gimmeren blev træt efter ve-anstrengelsen. Heldigvis gik det fint og smertefrit, tilsyneladende. I hvert fald ingen skader på hverken mor eller lam.
En helt anden situation var vores ældste får Ingrid. Hun var den sidste der skulle læmme, og det aller tykkeste får. Vi satsede på flere lam og blev derfor overrasket over, at der kun kom et. Ingrid kom ikke af med efterbyrden og flere timer efter fødslen var hun ikke frisk. Vi kontaktede dyrlægen, der trak to levende lam ud af Ingrid. Lamme-kollision kaldte dyrlægen det, de to lam ville ud på samme tid. Ingrid var afkræftet, men fik sukkerpasta og penicillin. Lammene så friske og levedygtige ud. Dog var der et problem – et temmelig stort problem. Ingrid ville ikke lade de to sidste lam, Hans og Grethe, die og vi måtte derfor løse det på anden vis. Løsningen blev, at lars holdt Ingrid hver tredje time, så kunne lammene die. Og heldigvis faldt det sammen med påskeferien. Efter påsken fik lammene flaske og nu, sidst i maj, er de på græs og korn. De er friske og har haft lige så stor tilvækst som vores øvrige 15 lam. De er meget præget på mennesker, og følger især Lars lige i hælene. Og Ingrid, hun skal ikke have flere lam – er dyrlægen blevet enig om.