Forårets 2023

Nu venter vi bare! Lammene skulle gerne komme i løbet af marts måned.

Indtil da benytter vi ventetiden med at få dyrene klippet. Skær og kamme til klippemaskinen er netop blevet slebet, og skulle derfor gøre klipningen en del nemmere og
hurtigere.

Når selve klipningen går nemmere, kan tiden bruges til at få ordnet og
klippet klove OG, som noget nyt, vaccineret mod bløde nyrer og stivkrampe.

Bløde nyrer er noget der kan opstå hvis en jordbakterie finder vej til fåret mave – tarm –
system og derved danner et giftstof. Dette giftstof ødelægger de indre organer hos
får eller lam. Risikoen for at få bløde nyrer skulle være større hvis dyrene kommer
på ny gødede marker. Samtidig er de sikret mod stivkrampe. Det er oftest de største
og mest velnærede lam der dør af bløde nyrer, og det vil vi helst undgå. Derfor
vaccinerer vi.


Når de nu kommer på klippebordet for at blive klippet bliver det også tydeligere
hvem der er med lam, og hvem der muligvis ikke er. Om der er flere lam eller blot et.
Ja, indtil videre kan vi kun gætte. Resultatet får vi senere.


Vædderselen har ikke i år (sidste år) været så tydelig og klar som i 2022.

Flere er ”gået om”. Om de så er drægtige eller de snyder os venter vi svar på.


Vædderen er taget fra sine damer og står ved siden af. Det passer han ikke altid så
godt, så der stanges til brædder og låge. Desværre skal vi have ham lidt endnu, indtil
vi har set om der er afkom fra ham, der kan sættes til besætningen.


Vi har jo stadig dyr der ikke er pelsmønstrede – eller kun fra vædderens side – og
disse dyr er sværere at klippe, da de har underuld.

Det har de pelsmønstrede ikke.


Den første weekend i februar skal vi sende skind til garvning og vi skal nu have
undersøgt om nogle af dem der plejer at købe skind vil have økologisk garvede
skind.

Disse skind er ikke vaskbare, men eger sig rigtig godt til børn, børnebørn,
barnevogne og vugger.


Vi har netop bestilt flere wrapballer. Vores får er i år ekstra sultne, eller også er
foderværdien i den enkelte wrapballe bare mindre.

13 store wrapballer til 9 moderfår og en vædder – og forhåbentlig en hel masse dejlige lam.